Presse

September 2019

Nicolai K. sætter banerekord på Silverstone

Der blev kørt race til det yderste af neglene, inden den danske F3-kører Nicolai Kjærgaard kunne gå på podiet for anden gang i denne weekend i Euroformula Open. Undervejs satte han banerekord og er dermed den hidtil hurtigste Formel 3-kører nogensinde på Silverstone.
 
Både teamet og fansene krydser fingre for, at de gode takter den forgangne weekend kan danne grundlag for flere topresultater når de sidste to afdelinger afvikles i Spanien
og Italien for danske Nicolai Kjærgaard.
 
Weekendens to løb i Euroformula Open serien blev kørt i England, på Silverstone, som Nicolai K. kender ud og ind, og med 2 tredjepladser i et stærkt felt af kørere fra hele verden viste danskeren, at han også kan være med:
 
"Det er ikke nok med to podiepladser én weekend. Man skal gøre det igen og igen. Men det spillede bare for mig både lørdag og søndag, og når det gør det for både ingeniører, mekanikere og mig, er der kun få i feltet, som er hurtigere. Jeg håber, at jeg også kan holde formen i sæsonens 4 sidste løb, om 14 dage i Barcelona, og om en måned på Monza-banen i Italien", siger Nicolai K.
 
Lørdag startede han som 3'er og holdt positionen hele vejen hjem. Søndag måtte han efter en uheldig tidskørsel nøjes med en startplacering som nr. 7. Efter en god start
tog han dog skeen i den anden hånd og fik gang i overhalingerne. Han kørte hurtigste tider af alle, indhentede førergruppen, og satte undervejs banerekord. Aldrig tidligere er der kørt så stærkt i en Formel 3-bil på Silverstone-banen. På løbets sidste omgang passerede han teamkammeraten Billy Monger og kørte sig ind på en 3. plads. Samtidig røg der en håndfuld mesterskabspoint på kontoen.
 
Nicolai K. kører ligesom i fjor for det engelske Carlin-team, der har i alt 4 biler med i Euroformula Open. Successen på Silverstone kommer ovenpå en periode, hvor den 20-årige esbjergenser enten har haft uheld eller problemer med at få fart i sin racer.
 
Han vil heller ikke udelukke, at det kan have betydet noget for hans flotte præstation, at han nu er blevet færdig som HHX-student fra Rybners i Esbjerg, hvor han gik på Team Danmark-ordningen:
"Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg nu kan have fuld fokus på at køre. Jeg skal ikke længere også tænke på en skriftlig opgave, der skal være færdig torsdag aften op til et
vigtigt løb", siger Nicolai Kjærgaard.

August 2019

Nicolai K. er sulten efter F3-point

19-årige Nicolai Kjærgaard har holdt formen ved lige med fysisk træning og classic race i farens Lotus Elan under den 4 uger lange pause i Euroformula Open. I de kommende weekender går det løs igen i Formel 3-serien med løb i henholdsvis Ungarn og Østrig.
 
4 ugers løbspause er lang tid, når man er en ung racerkører og sulten efter at få point. Nicolai Kjærgaard fra Esbjerg har imidlertid brugt pausen på HHX-eksamen, fysisk træning og classic race, og han føler sig helt på toppen, inden det nu igen går løs i Formel 3-serien, Euroformula Open.
 
Classic Race foregik på Magny-Cours banen i Frankrig, hvor Nicolai og hans far, Christoph Kjærgaard, deltog med farens Lotus Elan-fra1963. Den gamle racer måtte dog udgå med tekniske problemer efter cirka 30 minutter i det ellers halvanden time lange løb i søndags.
 
Den 19-årige gymnasieelev fra Esbjerg kører i den europæiske F3-serie for det engelske Carlin-team, og både han og de 3 teamkammerater har haft problemer med at få tilstrækkelig fart i deres racere i flere løb. I de løb, hvor bilerne har fungeret optimalt, er det blevet til gode placeringer til den unge dansker.
 
”Teknikerne har brugt løbspausen på at analysere, hvad der skal ændres på vores racere, og vi kørere har medvirket i en 2-dages test. Bilen blev bedre og bedre, som testen skred frem, og vi håber, at ændringerne er tilstrækkelige til, at vi kan gøre os gældende igen i den bedste tredjedel. Vi skal i hvert op og slutte i top-6”, siger Nicolai Kjærgaard.
 
Han er allerede rejst til England, hvor han og de øvrige kørere skal en tur i simulatoren, før de flyver til Ungarn og weekendens løb på Hungaroring.
 
”Normalt har vi kun én dag med testkørsler, men i Ungarn må vi teste både torsdag og fredag. Det giver os mulighed for at måle, om vi har fået tilstrækkelig fart sammenlignet med konkurrenterne, og vi kan gennemføre yderligere justeringer på bilerne, inden der køres tidskørsler og løb både lørdag og søndag” siger Nicolai Kjærgaard.
 
Efter Ungarn køres racerne direkte videre til Østrig, hvor der den 13. og 14. juli køres løb på Red Bull Ring, hvor der netop er kørt Formel 1 i ekstreme hedebølge-grader.
 
”Der var også 40 grader på Magny-Cours. Ifølge vejrudsigterne kan vi forvente 30 grader i Ungarn, og vi håber, at temperaturen også er faldet lidt igen, når vi kommer til Østrig, siger Nicolai K.
 
Man kan følge Nicolai K og de øvrige kørere på web-tv på http://www.euroformulaopen.net/en/media/42-euroformula-open-on-tv